Menu

Blomsterpresning og indramning af tørrede blomster og blade

Hvad er et herbarium?

Har du overvejet at prøve at presse blomster og planter for at gemme dine fund fra naturen? Så kunne du lave et herbarium, altså en plantesamling med oplysninger om planterne. Tørring af blomster er en effektiv konserveringsmetode, der også gør det muligt at studere planternes mange fine detaljer på længere sigt. De tørrede blomster og blade skal selvfølgelig ikke bare gemmes væk i en skuffe. Har du ligesom mange andre passionerede samlere også lyst til at præsentere dine pressede blomster fra deres smukkeste side? Vi hjælper gerne med en række gode råd til den rigtige indramning af blomsterbilleder. Desuden har vi et par tips til, hvordan du bedst presser og opbevarer dine blomster og planter.

Sådan laver du et herbarium

Som det første skal du rengøre planterne med en tynd pensel med bløde hår for at fjerne støv, urenheder og små insekter. Du kan med fordel bruge tunge bøger til presning af blomster. Læg et stykke madpapir eller trækpapir mellem planterne og siderne i bogen. Husk allerede nu at notere planternes navne, fundsted og dato på en seddel, som lægges med ind i bogen. I stedet for at presse blomster i en bog kan du bruge en blomsterpresser, som kan købes billigt. Her sikrer skrueklemmerne en helt ensartet presning og blomstertørring. Blomsterpressen eller bøgerne skal ligge på et mørkt og varmt sted under tørringen, så planterne tørrer så hurtigt som muligt og dermed bevarer deres flotte farver. Lys kan få blomsternes farver til at falme.

Tjek efter, om blomsterne ligger helt rigtigt, inden du presser dem, så blomsterhovederne og bladene tørrer pænt og uden uønskede overlapninger. Sørg også for god afstand mellem de enkelte planter. De tørrede blomster er klar til dit herbarium efter ca. 2-3 ugers tørretid. Ved udformningen af dit herbarium kan du katalogisere de tørrede blomster ud fra dine personlige præferencer, eksempelvis sorteret efter plantearter, fundsted, årstider eller alfabetisk. Der er ingen regler eller begrænsninger – du bestemmer selv, hvordan din blomstersamling skal se ud. De tørrede planter er bedst beskyttet i et album, en samlemappe eller en scrapbog, som du kan bruge din fantasi til at udforme.

Konservering af blomster og blade til dekorative formål

Hvis du gerne vil dele din begejstring for naturens vidundere med andre, kan du sætte dine pressede blomster i ramme og hænge dit personlige blomsterbillede op som vægdekoration. Ved hjælp af lidt værktøj og nogle enkle materialer kan du nemt lave et smukt naturbillede af dine tørrede blade og blomster. Hvilke planter du vælger at bruge, er en smagssag. Du kan fint kombinere både blomster, urter og blade. Et blomsterbillede med en dekorativ buket sammensat af små og større blomster pynter på væggen i stuen eller køkkenet og signalerer tydeligt, at du føler dig forbundet med naturen. Du kan også vælge at lave et smukt landskabsbillede med forskellige efterårsblade og engblomster. Naturen byder jo især om efteråret på en fantastisk vifte af farver, og samtidig tørrer efterårsløv hurtigt under presningen på grund af det lave vandindhold i bladene.

Konservering af blomster og blade til dekorative formål.

Indramning af pressede blomster og blade i dybe rammer med afstandsliste

De flotteste blomsterbilleder får du ved at indramme dine tørrede blomster og blade i en dyb ramme, altså en ramme med afstandsliste mellem glasset og bagpladen. Billedrammens afstandsliste gør det muligt at lave et blomsterbillede bestående af flere tørrede planter, da der er plads til at anbringe blomsterne i flere lag over eller ved siden af hinanden, uden at glasset berører dem. Samtidig er rammer af denne type praktiske at håndtere og gør det nemt at arrangere planterne og kontrollere billedets komposition. Da afstandslisten giver en rammedybde på 5-10 mm, har du mulighed for at bruge flere forskellige materialer. Hvis dit blomsterbillede skal ligne et stilleben, kan du bruge et stykke smukt draperet hør, bomuld eller silke som baggrund. En sådan stofdrapering er også velegnet til fastgørelse af de tørrede blade eller blomster. Desuden kan du gøre dit billede mere levende og skabe en spændende vindueseffekt med en passepartout i en matchende farve.

Hvordan gøres det? Du starter med at åbne rammen og lægge bagpladen på et bord, så du er klar til at gå i gang. Som det første skal du fastgøre et stykke stof eller farvet papir på bagpladen. Derefter kan du begynde at arrangere de tørrede blomster og blade på den forede bagplade. Læg afstandslisten og glasset løst på for at kontrollere, hvordan det færdige billede kommer til at se ud. Prøv dig frem, og flyt evt. rundt på planterne, indtil du er tilfreds med resultatet. Slut af med at samle rammen.

Indramning af pressede blomster og blade.

Sådan laver du et blomsterbillede i en Duplexo-ramme med dobbelt glas

En dobbeltglasramme gør det muligt at sætte pressede blomster i ramme, så det virker, som om blomsterne svæver. Da denne type ramme har en ekstra glasplade i stedet for en bagplade, ser det ud som om der er brugt en passepartout i glas. Farven og strukturen på væggen bag rammen fungerer som baggrund for motivet. Det giver en flot dybdevirkning og gør billedet til et spændende blikfang på væggen. De tørrede blomster placeres mellem de to glasplader, som derefter føres ind i noten på rammen. Den stabile konstruktion gør, at dobbeltglasrammer også er velegnet til større formater. Rammer med dobbelt glas fås i farverne sort og hvid.

Hvis du ønsker at bruge en ramme i en anden farve til dit blomsterbillede, kan du udskifte bagpladen i enhver anden ramme med en glasplade og derefter følge ovenstående fremgangsmåde. Billedrammer i vintagelook er særdeles velegnede til indramning af pressede blomster.

Tørrede blomster i dybe rammer med UniBox fra ArtVera

Ligesom ved indramning af tørrede planter med afstandslister giver vores UniBox mulighed for at sætte pressede blomster i ramme sammen med andre ting og materialer. Forskellen er, at der her er større afstand til glasset.

UniBox er et udvidelsessæt, der giver en rammedybde på 5 cm, og som kan bruges til alle gængse billedrammer. Du kan enten bruge sættet som supplement til en eksisterende ramme eller bestille en ny ramme sammen med din UniBox. UniBox’en monteres på billedrammen ved hjælp af vinkelbeslag og skruer. En ramme med påmonteret UniBox giver plads til tredimensionale blomsterbilleder. Du kan eksempelvis kombinere dine tørrede planter med en sandbund og muslingeskaller eller små sten. Ved at ”plante” dine tørrede blomster i sandbunden og supplere op med andre fund fra stranden skaber du et varigt minde. Du kan også stikke små skilte eller flag med navnene på de forskellige planter ned i sandet. Måske kan denne idé også inspirere dig til at lave en original gave til familien eller vennerne?

3D-svæveramme til 360-graders visning af din blomstersamling

Hvis du bruger en 3D-svæveramme til dine blomsterbilleder, skal du blot placere dine tørrede blade og blomster mellem de to højkvalitetsfolier og derefter lukke rammen med de medfølgende skruer. Den avancerede folieteknologi sørger for, at motiverne bliver siddende præcis, hvor du vil have dem. Folierne er udført i en særdeles fast, stabil og modstandsdygtig kvalitet, som sikrer, at selv tunge og kantede emner holdes forsvarligt på plads og ikke glider ned. Det gør det muligt at kombinere de tørrede blomster med andre minder fra en dag i naturen. Hvis du vælger et lille eller mellemstort format, kan du stille rammen på et bord, så man kan beundre de tørrede pressede blomster alle sider. Din 3D-ramme bliver således til en 360-graders billedramme, der gør det ud for en udstillingsmontre.

3D-svæveramme til 360-graders visning af din blomstersamling

Rammer i barokstil

Du kan også vælge at arrangere dine tørrede blomster og planter i en barok ramme uden glas og bagplade for at skabe et ekstra glamourøst udtryk. Til dette formål skal du bruge nogle små skruekroge og en rulle gennemsigtig fiskesnøre. Start med at skrue de små kroge i langs indersiden af rammen med forskellige afstande alt efter af rammens størrelse. Anbring derefter fiskesnøren på kryds og tværs mellem krogene, så den danner et uregelmæssigt net, som planterne kan fastgøres på. Du kan nu arrangere planterne efter lyst og behag. Det gør du ved at stikke de tørrede blomster og blade ind mellem snørerne, så de sidder forsvarligt fast i trådnettet og samtidig ser ud som om de svæver. Denne variant er især velegnet, når det skal gå hurtigt.

Gaveidé: blomsterbilleder i form af postkort med passepartout

Et kreativt blomsterbillede kræver ikke nødvendigvis en stor ramme. Et lille billede med pressede blomster i form af et passepartout-kort er også en fin gave. I vores webshop finder du et stort udvalg af passepartouter i mange farver og med individuelle udskæringer. Ved at kombinere en passepartout med en matchende baggrund og et par udsøgte pressede blomster kan du lave dine egne personlige kort til mange forskellige anledninger: Du skal blot fastgøre en presset blomst på et stykke farvet karton i samme format som den farvede passepartout og derefter lime passepartouten ovenpå. Det smukke resultat kræver ingen billedramme og kan fint sendes som en særlig hilsen til et kært familiemedlem eller en god ven. Du kan med fordel vælge passepartouter i mørkere nuancer, da de fremhæver de tørrede blomsters unikke detaljer. Et sådant hjemmelavet blomsterbillede med et lille stykke natur er en helt unik og meget personlig opmærksomhed.

relaterede produkter
Online-shoppen for billedrammer, fotorammer, passepartouts Vi sender billedrammerne fra Tyskland til Danmark.